©2018-2019

Musikerne i Århus Sinfonietta spiller efter ’den indre metronom’, deres bankende hjerte. Foto: Kaare Viemose

Musik for hjertebanken og åndedræt

{ Monday, April 8th 2019 }

  

Kontrolafgivelse. Hjertet er en muskel, vi ikke selv bestemmer over. I værket ’Music for Heart and Breath’, kæmper nogle af Danmarks mest erfarne klassiske musikere imod et helt livs skoling i sammenspil, når deres individuelle hjerterytmer og åndedræt dirigerer musikken.

 

 

af Lasse D. Hansen

 

 

Jens Lund Madsen har et problem. Han kan ikke høre sit hjerte. Han lytter intenst til det stetoskop, der er fæstnet til hans brystkasse med gagebind, men lige meget hjælper det. Der er ingen hørbar puls.
 

Ellers er det meste som det plejer, som han sidder der, spilleklar med sin cello mellem benene blandt sine kollegaer i Århus Sinfonietta. Kammerensemblets 15 musikere dækker alle symfoniorkestrets forskellige instrumenter, og her i prøvelokalet i Musikhuset Aarhus hjælper en hesteskoopstilling dem med at bevare kontakten, når de til dagens prøve ikke alene spiller uden dirigent, men skal lade sig dirigere af deres individuelle hjertepulsslag og åndedrag, i et værk, der oplagt nok skal opføres på Aarhus Universitetshospital, Skejby i udkanten af Aarhus senere på ugen.
 

Musikken hedder Music for Heart and Breath og er af den canadiske multiinstrumentalist Richard Reed Parry, der nok er mest kendt som medlem af indierockbandet Arcade Fire. Som et modstykke til de verdensomspændende rockturnéer, har han siden 2005 komponeret en række værker for klassiske musikere, hvor strygere plukker deres strenge til rytmen af deres hjerteslag og blæsere spiller melodiske fraser til deres naturlige åndedræt. Og så fremdeles.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For Parry handler det om at lade »en intuition, der er dybere end musikernes uddannelse« blive en del af koncertsituationen. Det fortæller han mig over telefon, forud for det århusianske sinfoniettas opførelse. Han illustrerer princippet med en historie fra en prøve på samme værk med et andet ensemble, det Berlin-baserede Stargaze:
 

»En af strygerne spillede musikken for første gang, og hun kontrollerede sit åndedræt på en måde, hvor det blev meget, meget jævnt og nærmest statisk. André (de Ridder, dirigent, red.) sagde til hende: ’Hvad vi virkelig ønsker at høre, er hvad dit åndedræt gør når det bliver overladt til sig selv, og du ikke beder det om at være stabilt, men bare udforsker det en smule.’ Jeg tror, at der under vores kontrollerede opførelse og musikalske skoling findes en måde at være på, der ville elske at blive frigjort fra begrænsninger, og at det kommer ret naturligt til os alle sammen på et eller andet niveau.«

 

Den indre metronom

I Musikhusets prøvelokale er et par af musikerne sprunget til for at hjælpe med at ’finde’ Jens Lund Madsens hjerterytme. Der udveksles tricks til at placere de stetoskoper, der supplerer deres instrumenter, og som musikerne pragmatisk angriber som endnu et instrument, der skal mestres. Nogle tæller ribben i brystkassen og kan på den måde hurtigt identificere den ideelle placering. Andre går mindre systematisk til værks, som ensemblets violinist, der har fundet sin egen løsning og har placeret stetoskopets membran i bh’en.


»Nu kan jeg høre lidt,« registrerer Lund Madsen. Til gengæld kan klarinettisten ikke længere høre sit hjerte. »Måske er du død?« bliver det spøgefuldt foreslået.
 

Musikerne er vant til at strække deres musikerskab til det yderste, når nulevende komponister fra hele verden udsætter dem for eksperimenter af alle slags. Men her i minutterne før prøvestart er de ude af deres komfortzoner. Denne musik tager udgangspunkt i deres eget indre – helt fysisk og bogstaveligt – og i mangel på en håndgribelig intimsfære er der behov for at fyre et par vittigheder af, for at få den usædvanlige prøvesituation til at glide lidt lettere.


»Nu må I ikke blive nervøse, for så lyder det bare sådan her,« siger Lund Madsen og spiller i et komisk galopperende tempo, der får de øvrige musikere til at grine.
 

»Der er altid en ret stejl læringskurve i begyndelsen,« forklarer Parry. »Normalt har man som musiker sin opmærksomhed fordelt på noderne, på instrumentet og på ensemblet omkring sig. Her bliver du pludselig bedt om også at adlyde det her ’metronom-klik’ (hjerteslaget, red.). Det er godt nok et noget ujævnt metronom-klik, der tilmed er svært at høre og så er det inde i dig,« griner han. »Det er virkelig mange steder at have sin opmærksomhed på samme tid og det er vildt udfordrende.«

 

Betragterrollen

Sinfoniettaens fagottist, Annemette Juul Pedersen er enig. Jeg møder hende i Musikhusets café inden prøvestart, og hun tilføjer et femte element til opmærksomhedsfeltet. Hvad hun beskriver som »at kunne læse mellem linjerne« når man spiller:


»I den her musik kan jeg ikke bare sætte mig ned og følge en opskrift. Når jeg om et par uger skal opføre Mozarts Requiem kan jeg, hvis jeg vil, vælge at ’følge opskriften’ i noderne, hvor der står hvad jeg skal spille, hvor mange jeg skal tælle til, hvilket tempo, jeg skal spille i, hvem der synger hvad og hvornår jeg skal holde op,« fortæller den karismatiske rødhårede fagottist og musikformidler bag de runde brilleglas. Hun sammenligner processen med at lave mad uden at smage på den. »’Tre teskefulde af det, to skefulde af noget andet’,« karikerer hun grinende. »Men det vil jeg ikke, for det er ikke særlig fedt!«

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I stedet må musikeren smage på musikken mens den foregår, forstås, og tilføre den hvad den har brug for i situationen. For det er ikke alt, der står skrevet i noderne – som også en anden ikonisk fagottist flittigt pointerede, spradebassen Peter Bastian, der omtalte noder som »spilleopskrifter« – og det er i den forstand musikerens opgave at fuldende musikken, hvor komponisten slap den. Og så er der jo alt det ufrivillige. Alt det, der ikke lader sig styre.


»Jeg er i overgangsalder og fuldstændig ude af kontrol. Jeg har ikke styr på hvad fanden der foregår i min krop, så jeg må bare nøjes med at være vidne til det,« fortæller hun. »Det samme gælder den her musik, hvor jeg bliver vidne til ting som: ’Nå, nu hvor jeg lige har spillet, slår mit hjerte hurtigere.’ Der er en form for betragterrolle over det, og når jeg ikke selv kan bestemme, hvor hurtigt jeg vil spille er noget af min vilje taget fra mig. Og det synes jeg er ret spændende.«

Bliv hvor I var

I prøvelokalet fornægter musikernes klassiske skoling sig ikke. Selv iført stetoskop og gagebind sidder de ret på stolen med en ergonomisk bæredygtig holdning, der understøtter luftstrømme, vægtning og gestik. Alt sammen i musikkens tjeneste. De ved at mesterskabet afhænger af deres kropslige beherskelse, og det er derfor dem selv, de kæmper imod når de til koncerten skal forsøge at overhøre en af deres stærkeste impulser: Instinktet til at spille sammen, udviklet igennem et langt musikerliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parry beskriver musikernes tilbøjelighed til at synkronisere deres spil med sidemanden som en instinktiv reaktion, der udløses hvis de skulle miste orienteringen under en koncert. »Det er jo helt forståeligt, men det spolerer også musikkens lyd, så jeg plejer at sige til musikerne: ’Hvis I bliver forvirrede eller hvis I mister jeres puls, hvilket I formentlig gør, skal I bare sikre jer, at I ikke retter ind efter sidemanden’,« – her gør komponisten sit bedste for at tillægge sin karakteristiske milde stemme et mere bestemt tonefald, men ender med at gå med et grin – »’Bare bliv hvor I tror jeres egen puls var, og musikken vil falde bedre ud.’ Det er så kontra-instinktivt at gøre det,« understreger han.

 

Tolvtonepuls

Til koncerten medvirker også en af hospitalets overlæger, Christian Gerdes, der er sektionsleder for udredning og behandling af hjertearytmi. Han skal sammen med Juul Pedersen udføre hvad fagottisten beskriver som »en duet mellem det fysiske hjerte og hjertet i musikken« når de i en samtale før koncerten bl.a. gør sig tanker om overlappende fænomener som ’puls’ og ’rytme’.
 

»Det er sjovt at tænke på om det er musikken, der får musikernes puls til at synkronisere, eller om det omvendt er deres pulse, der får musikken til at synkronisere,« spekulerer Gerdes da jeg ringer ham op dagen efter prøven.
 

»Vi ved at mennesker er ekstremt gode til at følges ad. Når publikummer til en fodboldkamp hepper på deres hjemmehold, ender de med at klappe helt ekstremt synkront. Helt ned på nogle hundrededele sekunder, vistnok,« fortæller han. »I virkeligheden kunne det være sjovt at registrere hver musikers puls nøjagtig, og så se på hvor meget de afviger fra den.«

 

Musikerne har under prøven aftenen forinden selv fremsagt vittigheder som variationer over samme idé: At lade hjertekardiogrammer gengive deres individuelle pulse på en skærm til koncerten, som vi kender det fra Hollywoods hospitalsscener, for at gøre det tydeligt for publikum hvem af musikerne, der ’snyder’ og spiller forbi deres hjerterytme i et usikkert øjeblik. Overlægen smager på tanken:
 

»Det ville være nemt at sætte op. Det ville da være skide sjovt og flot i øvrigt. Man kunne lave noget rigtig blæret visuelt på den måde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gerdes arbejder med patienter, der har fejl i deres hjerterytmer. Alle mennesker oplever at hjertemusklen laver et ekstra slag engang imellem, men for nogle føles det meget ubehageligt, da det efterfølgende hjerteslag bliver så tungt at det kan mærkes helt oppe i halsen. Andre patienter har meget uregelmæssige hjerterytmer – det, der i lægevidenskaben hedder forkammerflimmer – og vil aldrig kunne synkronisere deres puls med andres pga. den kaotiske uregelmæssighed.
 

»I musikkens verden vil sammenligningen nok være et meget avanceret tolvtoneværk med skæve og skiftende taktarter,« beskriver Gerdes og forsætter:

 

»De patienter, der har en meget langsom hjerterytme får implementeret en pacemaker, der elektronisk bestemmer og styrer rytmen, så den kører fuldstændigt efter en snor – hvilket vel for en musiker svarer til at spille efter en metronom, der slår taktslagene for dem.«

 

Et naturligt åndedræt?

Men puls og hjerterytme er kun den ene halvdel af musikken. En tilbagevendende problemstilling blandt musikerne i prøvelokalet er spørgsmålet om hvad der udgør et naturligt åndedræt. Flere gange undervejs udbryder en musiker til en anden: »Så hurtig en vejrtrækning har du ikke!« når vedkommende føler sig ’overhalet indenom’, og i nogle tilfælde ender en enkelt musiker med at afslutte en musikalsk passage alene som konsekvens af et langsommere åndedræt. »Jeg kan nå at trække vejret to gange på den tid, du trækker vejret én,« lyder det prompte fra en kollega.
 

Men det er formentlig ikke kun musikernes åndedræt, der dikterer spillet, som noderne ellers forskriver, betoner Christian Gerdes. Åndedrættet og spillesituationen kan gensidigt påvirke hinanden:
 

»Normalt går man jo ikke og tænker på at trække vejret. Men jeg er overbevist om, at du vil begynde at trække vejret anderledes, hvis du pludselig bliver sat til at tælle dit eget åndedræt over eksempelvis et minut. Du kan jo prøve,« lyder opfordringen.
 

»Jeg spiller selv guitar, og hvis noget er svært at spille og jeg skal koncentrere mig meget, kommer jeg til at holde vejret. Efter en pause fra vejrtrækningen er det klart at iltmængden i blodet er faldet lidt, og at jeg så trækker vejret kraftigere efterfølgende for at få noget ilt tilbage i blodet. Så at påstå at man har et naturligt åndedræt i en situation, hvor man skal koncentrere sig meget, vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved.«

Hjerteflimmer

I prøvelokalet kender cellist Jens Lund Madsen efterhånden musikken godt nok til at kunne orientere sig efter den smule hjerterytme, der slipper igennem stetoskopet.
 

»Skal vi i øvrigt spille med vibrato?« spørger han ud i rummet. Oplægget bliver øjeblikkeligt returneret af ensemblets bassist: »Kun hvis du har hjerteflimmer!«

 

Musikerne griner igen og en af dem udbryder at »nu er pulsen i hvert fald kommet op,« hvilket hun tydeligvis har ret i. Da de genoptager musikken er den væsentligt hurtigere og endnu livligere end ved første gennemspilning. Den instrumentale lyd af 15 hjerter, der banker om kap efter et langt og dybfølt grin er en sjældent fascinerende lytteoplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mellem hjerte og hjerne

Ved koncerten søndag er det første gang alle musikere sammen spiller alle satser, omkring en times samlet musik. Intet musikalsk værk kan opføres fuldstændig ens to gange – ved musikkens amerikanske førsteopførelse afveg spilletiden fra prøvelokalet til scenen med hele seks minutter – en kendsgerning som musikerne i Music for Heart and Breath, med værkets mange ubekendte, har omfavnet i højere grad end de plejer. Efter søndagens koncert modtager jeg følgende rapport fra Annemette Juul Pedersen:
 

»Der skete egentlig to ting under koncerten: Før det første bankede vores hjerter forventeligt hurtigere pga. situationen – ’nu er vi overfor et publikum’ – men samtidig var det som om der faldt en ro over os. Måske lykkedes det os endelig at slippe kontrollen og acceptere at når vi først sidder overfor publikum, kan vi ikke gøre andet end bare at være til stede. På den måde vandt hjerterne nok i kampen over hjernerne.«

 

 

 

LYDRUM#1: Music for Heart and Breath. Musik af Richard Reed Parry. Århus Sinfonietta m. overlæge i hjertesygdomme Christian Gerdes og musikformidler Annemette Juul Pedersen. Auditorium A, Aarhus Universitetshospital, Skejby. Søndag den 7. april 2019 kl. 16:00. Mere info her.

Lasse D. Hansen er komponist og freelance journalist.

Annemette Juul Pedersen. Foto: Kaare Viemose