KLAR OVER VÆLDET

af Lasse D. Hansen

 

 

 

 

Her i mørket bliver jeg klar

over floden

der holder mig

oppe

og får øjne, der bringer mig lyset

og lader ildens glans gå på

 

Jeg prøvede at finde på noget sjovt at sige

et sjovt ord eller en sjov sammensætning af dem

noget der skulle få dig til at grine

Jeg var med bussen herover

og for tidligt på den til vores møde

 

Jeg iklæder os i dag brynjer

mens jeg vandrer frem og tilbage

på vejen, der har navn efter kilden i skoven

Jeg har tidens instrumenter om halsen

de to solhverv, månefaserne,

dem, jeg er sået i,

og de syv stjerner i Plejaderne i en snor

Jordens tyngde bølger

et af mine gamle digte

der vidner om en april

hvor Persefone

endnu ikke var vendt tilbage til jorden

Det var mørkt

og her i mørket bliver en samurai klar til at dø

 

I den sammensatte stad er

hvert eneste oliventræ ældre end mig,

hver eneste hvidgul kalksten hellig

Jeg har et sakramente i kufferten

en trædesten, en månesten

til hende, der har sat mig i bevægelse

til hende, der egentlig gerne ville være mor til Agape

men som ikke kan

 

På toppen af klippen prøver jeg at få vejret

mens vinden hastigt blæser ind

Åndedrættet bærer

ikke længere ord, billeder og tanker

men et cirkelformet nærvær

Heroppe er bjerge tættere på

En mand er mindre end jeg først troede

Her, blandt hårde klipper,

modtager jeg i drømme en besked

Du er vendt tilbage til mig

Her i mørket bliver jeg klar

over Vældet

bag mig og foran mig

under mig og over mig

med mig og i mig

omkring mig og nær mig

til højre og til venstre

 

Det er dét, jeg ved,

når alt andet er skyllet væk

og urmonstret er besejret,

når vandet under himlen har samlet sig på ét sted

og ånden svæver over vandene,

når jeg står op om morgenen,

når jeg lægger mig om aftenen,

at alt dette ville have været helt anderledes

hvis jeg ikke troede

 

I dag, hvor en larmende tavshed

vikarierer for mit ja til dig

og hvor ingen lytter

eller er livsvidner

(sikke et spild af et godt ord)

er jeg træt af tale og af handlingsmænd

men min højre hånd har alt at berette

til min venstre

og omvendt, de er uadskillelige,

udvidede, udviskede, indviklede, indviede

Jeg forlader mit formløse fædreland

der vistnok har glemt

sin unikke adgang

til det dybe hav

og er for sent på den til vores møde

Jeg kan ikke forstå én, kun to

kun det, der skabes

ikke det, der er

 

Her i mørket bliver jeg klar

over bruset

i hvert hjerte som tænker på mig

i hver mund som taler om mig

i hvert øje som ser mig

i hvert øre som hører mig

 

I dag, hvor disse ord bliver til, er månen ny og lyset svagt

og Orion skyder stjerner i mørket over frakken

Jeg iklæder mig i dag himlens kræfter

solens lys, månens stråler

ildens glans

vindens hastighed

havets dybde

jordens tyngde

klippens hårdhed

 

 

til en isasiet, 20. oktober 2017