
KLAR OVER VÆLDET
af Lasse D. Hansen
Her i mørket bliver jeg klar
over floden
der holder mig
oppe
og får øjne, der bringer mig lyset
og lader ildens glans gå på
Jeg prøvede at finde på noget sjovt at sige
et sjovt ord eller en sjov sammensætning af dem
noget der skulle få dig til at grine
Jeg var med bussen herover
og for tidligt på den til vores møde
Jeg iklæder os i dag brynjer
mens jeg vandrer frem og tilbage
på vejen, der har navn efter kilden i skoven
Jeg har tidens instrumenter om halsen
de to solhverv, månefaserne,
dem, jeg er sået i,
og de syv stjerner i Plejaderne i en snor
Jordens tyngde bølger
et af mine gamle digte
der vidner om en april
hvor Persefone
endnu ikke var vendt tilbage til jorden
Det var mørkt
og her i mørket bliver en samurai klar til at dø
I den sammensatte stad er
hvert eneste oliventræ ældre end mig,
hver eneste hvidgul kalksten hellig
Jeg har et sakramente i kufferten
en trædesten, en månesten
til hende, der har sat mig i bevægelse
til hende, der egentlig gerne ville være mor til Agape
men som ikke kan
På toppen af klippen prøver jeg at få vejret
mens vinden hastigt blæser ind
Åndedrættet bærer
ikke længere ord, billeder og tanker
men et cirkelformet nærvær
Heroppe er bjerge tættere på
En mand er mindre end jeg først troede
Her, blandt hårde klipper,
modtager jeg i drømme en besked
Du er vendt tilbage til mig
Her i mørket bliver jeg klar
over Vældet
bag mig og foran mig
under mig og over mig
med mig og i mig
omkring mig og nær mig
til højre og til venstre
Det er dét, jeg ved,
når alt andet er skyllet væk
og urmonstret er besejret,
når vandet under himlen har samlet sig på ét sted
og ånden svæver over vandene,
når jeg står op om morgenen,
når jeg lægger mig om aftenen,
at alt dette ville have været helt anderledes
hvis jeg ikke troede
I dag, hvor en larmende tavshed
vikarierer for mit ja til dig
og hvor ingen lytter
eller er livsvidner
(sikke et spild af et godt ord)
er jeg træt af tale og af handlingsmænd
men min højre hånd har alt at berette
til min venstre
og omvendt, de er uadskillelige,
udvidede, udviskede, indviklede, indviede
Jeg forlader mit formløse fædreland
der vistnok har glemt
sin unikke adgang
til det dybe hav
og er for sent på den til vores møde
Jeg kan ikke forstå én, kun to
kun det, der skabes
ikke det, der er
Her i mørket bliver jeg klar
over bruset
i hvert hjerte som tænker på mig
i hver mund som taler om mig
i hvert øje som ser mig
i hvert øre som hører mig
I dag, hvor disse ord bliver til, er månen ny og lyset svagt
og Orion skyder stjerner i mørket over frakken
Jeg iklæder mig i dag himlens kræfter
solens lys, månens stråler
ildens glans
vindens hastighed
havets dybde
jordens tyngde
klippens hårdhed
til en isasiet, 20. oktober 2017