©2018-2019

En forårsdag i Greenwich Village, New York, april 2018. Foto: Nina Mouritzen

Byens første vilde løfte om hele mysteriet

{ Tuesday, March 27th 2018 }

  

af Lasse D. Hansen

 

 

Min første tanke ombord på flyet til New York er, at nu vinder jeg den time tilbage som forsvandt i sommertidsskiftet natten til i går. Dén, og flere til.

 

Jeg troede at jeg skulle bruge de 8,5 timer flyveturen nu tager til at arrangere musik til Aarhus Symfoniorkester, men min computer er helt flad for strøm og der er ingen stikkontakter inden for rækkevidde. I stedet læser jeg en bog af den journalist og forfatter, der for 10 år siden vakte min interesse og bragte mig på sporet af byen i første omgang, Anne Mette Lundtofte. Jeg læser om hendes første hæsblæsende møde, om hvordan hun ankommer midt om natten til byen, der aldrig sover. Velvidende at det om lidt er mig der vil ankomme midt om natten til en by, der sikkert er vågen endnu. Det er alt sammen sket før, og om 8,5 timer vil det ske igen.

 

Vi letter. Det, der var en almindelig mellemgrå nuance da jeg fra lufthavnen spejdede ud over landingsbanerne, er her i luften blevet til regnvejr. Det er en arketype, et ritual, tænker jeg. Og ikke et særlig raffineret et af slagsen, men ikke desto mindre klart i spyttet. En svensk mand i en hvid skjorte og et par kakifarvede bukser sætter sig på sædet skråt foran mig. Han ligner én, der tager det at rejse alvorligt. Som en opdagelsesrejsende, for hvem tøjet i ligeså grad afspejler den rejsendes rejsende identitet, som det understøtter en konkret praktisk funktion. Jeg beundrer den kompromisløshed han udstråler og kan ikke undgå at tænke at jeg selv skulle have gjort mere ud af mit rejseoutfit. Jeg kan ikke finde ud af at tænde lyset over mit sæde – jeg var ikke opmærksom nok til at følge med da min sidemand helt uproblematisk tændte sit lige før – men i samme øjeblik vi hæver os over skydækket, er det der. Lyset. For fuld indblæsning.

 

Ved de indledende studier af bykortet bliver jeg opmærksom på at New York har steder, der er opkaldt efter broer, der igen er opkaldt efter steder. »Shapes arise!,« som Walt Whitman begejstret skrev ved opførelsen af Brooklyn Bridge i 1883. Jeg studerer nøje de nygotiske hængetårne, der på én gang stræber opad og dygtigt bærer. En frossen musik, som middelalderens proportionsbevidste kirkefædre ville have kaldt den, og Hans Crane anråber da også broen i sit digt Til Brooklyn Bridge fra 1930 som ’harpe og alter.’ Broen transporterede dengang de første mennesker, der boede et andet sted end de arbejdede, de første pendlere, til arbejde. Det er netop sådan, jeg selv starter min New Yorker-tid. Som en del af the bridge and tunnel people, når jeg den første tid bor i forstaden Brooklyn og går på arbejde i bymidten, inden jeg om et uger flytter derind, til Upper West Side. Det er en sær følelse at have fornemmelsen af at kende til de steder, jeg jo ret beset aldrig har besøgt, men indtil videre kun har mødt gennem film og bøger. Og nåja, gennem en begejstret Walt Whitman:

 

I too lived Brooklyn, of ample hills, was mine; I too walk’d the streets of Manhattan Island, and bathed in the waters around it; I too felt the curious abrupt questionings stir within me, In the day, among crowds of people, sometimes they came upon me, In my walks home late at night, or as I lay in my bed, they came upon me.

 

Flymaden er tilrettelagt som en trefløjet altertavle, med flysmarte modstandsklodser, der sørger for at det varme indhold ikke skrider ned i skødet på os passagerer. Der er både varmt og koldt, tørt og flydende, og jeg prøver det hele. Med undtagelse af mælkeprodukterne som jeg dårligt tåler. Min sidemand afmonterer låget til den varme ret i et snuptag. Jeg ser igen ikke hvordan han gør det, men prøver ihærdigt at gøre ham kunsten efter. Det går overhovedet ikke. Jeg kan kun få fat i hjørnet af låget, der er som svejset fast på foliebakken. Jeg frygter hele tiden et scenarie, hvor låget i kampens hede pludselig river sig løs og bakkens endnu ukendte indhold flyver målrettet over på den svenske hvide skjorte og de kakifarvede bukser. Det lykkes mig at gennemføre det emballage-Tetris, der opstår efterhånden som maden foldes ud af indpakningen på den snævre plads, med alle de omkringmigsiddende i sikkerhed. Det er den perfekte forberedelse til det intense, tætte gadeplan i New York, tænker jeg. Bakkens indhold viser sig at være noget med kylling og grønne ærter. Jeg er taknemmelig som aldrig før ved synet af de medhørende vådservietter. Min sidemand ifører sig nonchalant et par høretelefoner.

 

En steward bevæger sig gennem sæderækkerne med en termokande og råber med en svensk accent, der får e-lyden til at lyde æ-agtig. »Te? Te? Te? Te?« Kort herefter placerer en stewardesse et stykke brød, en bolle af en art, i den plastikkop, hun formentlig senere vil tilbyde at hælde kaffe i. Jeg skærer bollen over i to halve. Den ene forsøger jeg at balancere på bakkens kant. Den anden ryger tilbage i plastikkoppen. Straks efter kommer hun igen, stewardessen. Hun byder på kaffe. Op med bollen igen. Den svenske mand skråt foran mig hælder olivenolie ud over sin hvide skjorte og sine kakifarvede bukser. Der viser sig at være rigtig, rigtig meget olivenolie i de der flybrikker, og jeg priser mig alligevel lidt baglæns lykkelig over mit mindre æstetisk betonede rejseoutfit. Efter en mindre redningsaktion (af kakibukserne og den hvide skjorte), der involverer store dele af flypersonalet, bevæger den svenske steward sig igen igennem flyrækkerne med tekanden. »Tæ? Tæ? Tæ? Tæ?« Min sidemand ser kanden ud af øjenkrogen og forsøger febrilsk at finde sin kop, der er gemt under dyngerne af plastemballage. Han finder den først efter at have viklet sig godt og grundigt ind i ledningen til sine høretelefoner, og efter hvad der kunne have været en mindre hyldest til stumfilmens faldepåhale-komik (min personlige favoritkomik – jeg nød opvisningen i fulde drag), får han lige akkurat afmonteret hovedtelefonerne i tide til at fange den svenske stewards opmærksomhed, inden han bevæger sig videre: »Er det kaffe?,« spørger sidemanden. »Tæ,« ryster stewarden på hovedet og fortsætter sin rute. Nu kommer stewardessen med affaldsvognene, og jeg når lige at kapre vådservietterne.

 

Det er en særegen følelse at befinde sig mellem tidszoner, et sted hvor lyset ikke mærkbart ændrer sig. Det er simpelthen lyst langt det meste af vejen på tværs af Atlanten, og vi opholder os i et øjeblik uden for tid. Evigheden står vertikalt på tidsaksen, som Peter Bastian skriver. Lyset stander stille på livets kyst!

 

I lufthavnen bøvler jeg med at få skrevet de relevante videre rejseinformationer ned i en af de tre små, sorte notesbøger jeg altid har på mig. Det er prisen for at undvære smartphones og kronisk internetadgang: man må planlægge sig. Og gå med bog. Min computer er nu næsten stendød, tør for strøm, og jeg leder febrilsk og under et endnu ukendt tidspres efter den nærmeste stikkontakt. Det lykkes at finde en, og jeg får sammenstykket en rejseplan ved at grave telefonnumre, adresseoplysninger etc. frem fra forskellige mailtråde og messenger-beskeder. Google Maps udstikker en rejseplan, som jeg ukritisk grifler ned i en af de sorte lommebøger inden computeren går i dvale, og i stikordsform for at kunne nå den sidste Airport Express-bus fra lufthavnen mod New York. Først er jeg i tvivl om bussen overhovedet kører herfra på dette tidspunkt. Jeg er blevet svigtet af både konservatoriets og lufthavnens printer tidligere på dagen, så jeg bliver nødt til at stole på lige netop dén rejseplan. Der samler sig hurtigt en flok mennesker om samme busstop. Det er et godt tegn.

 

Det lykkedes mig at hæve 200 dollars kort forinden i en ATM, der efter utallige systemfejl endelig spytter en håndfuld sedler ud til mig. (Ja, jeg er klar over at mennesker, der skylder skylden på elektronikken oftest ikke selv har kørekort til den…) Jeg betaler busbilletten og lægger resten af pengene i min håndbagage, hvor jeg udover min nu snorkende computer bærer på en strømforsyning, en forlængerledning og et omformerstik, en Zoom-recorder + vindhætte, føromtalte New York-bog af Anne Mette Lundtofte, en studiebibel, en bog om den buddhistiske dzogchenlære, den seneste udgave af Weekendavisen, mit penalhus, nodepapir og en mappe med rejsedokumenter. Rundt om nakken har jeg et sæt høretelefoner, der ikke var plads til andre steder i bagagen og hvor ledningen derfor fører ind i jakken til intet andet end lommeuld.

 

Det allerførste jeg ser af New York fra bussen er selvfølgelig skylinen, og i løbet af få minutter kører vi på tværs af Times Square. Byens første vilde løfte om hele mysteriet, al skønheden i verden, som Nick Carraway siger til Gatsby. Da jeg stiger af bussen ved Bryant Park, lige ved New York Public Library, får jeg med det samme øje på ikoniske bygninger som Chrysler Building og Empire State Building. Jeg er mere overvældet end jeg havde troet, jeg ville være. Det hele ligner på en måde en teaterkulisse, en 3D-animation, hvor proportionerne er helt fordrejede, men det er alt sammen meget gribende i sin storhed. Alene størrelsesforholdene er ærefrygtindgydende. Det næste der rammer mig er dansen på gadeplanet, effekten af det ikoniske street grid. Den store byplan af paralle gader og avenuer fra 1811. Et skematisk system for byens udvidelse opadtil, til uptown, som også romerne benyttede sig af, og som jeg indtil videre kun kender til fra byer som Esbjerg (nåja, hver sine referencer). I New York virker det til at alt er lagt i gitter. Som en kolossal sætterkasse, hvor man altid ved hvor alting er. »En primal, topografisk forbandelse,« som forfatteren Henry James ikke begejstret beskrev det. Personligt er jeg, her, ved første øjekast, nok mere på linje med James’ landsmand filosoffen Roland Barthes: »Dette er målet med New Yorks geometri. Hvert individ skulle poetisk set være ejer af verdens hovedstad«. I min gang på 42nd Street, her, tæt på midnat, tager jeg chancen og føler en bid af ejerskabet. Det er noget indre skønhed i, at det fra det allerførste møde med byen er gennemskueligt hvor man befinder sig, og hvordan man kommer videre derfra, uden at skulle konsultere Google Maps først.

 

Den første person jeg får øjenkontakt med på subwayen er en stor mand i dametøj. Han er ikke den mest iøjefaldende af mine medpassagerer, der også tæller en ortodoks jøde, en håndfuld unge mænd, der spreder en sødlig lugt af hash og en mand, der luntende synger musicalsange med stærk britisk accent. Man tager ophold i mangfoldigheden, som den franske digter Charles Baudelaire siger det.

 

Dørene lukker bag mig. »Stand clear of the closing doors, please,« siger den automatiske stemme. Da jeg skifter til linje L på hjørnet mellem 6th Avenue og 14th Street er jeg overrasket over hvor få mennesker, der egentlig venter på subwayperronen, her kl. 23.39. Det, der slår mig mest er, hvor meget de jo selvfølgelig ligner alle andre mennesker. Med deres frakker og drømme og spøgelser og rygsække. En ung mand moonwalker ud på kanten af perronen og spejder sammen med de andre ud over skinnerne efter subwayen. Det er noget man gør her, tænker jeg. »Stand clear of the closing doors, please,« lyder den automatiske stemme igen ombord på næste subway. Og her får jeg det så. Mit menneskebad, som Søren Kierkegaard beskrev sine ture op og ned af Strøget, eller Routen, som det dengang hed. Her står vi godt tæt, og da jeg kigger opad for at undgå den intense øjenkontakt, som det virker til at alle andre har det helt fint med, ser jeg officielle annonceskilte med offentlige telefonnumre, man kan ringe til hvis man støder på en hjemløs, der har brug for hjælp. Det har jeg aldrig set i den københavnske metro. Vi drøner derudaf, side om side. »Dybt nede, hvor dæmoner spyr ild, og hvor farten flammer,« som den italienske kunstner og futurisk Fortunato Depero skrev om subwayen i 1928.

 

Da jeg ankommer til Brooklyn beslutter jeg mig for at finde et eller andet spiseligt inden jeg finder min adresse. Valget falder på en økologisk deli, der selvfølgelig har åbent, her, på den anden side af midnat. Den unge mandlige ekspedient hilser mig velkommen med et afslappet »How are you?,« og jeg svarer igen med et ligeså afslappet »How are you?,« med tryk på det sidste ord, sådan som Anne Mette Lundtoftes essay har lært mig det. Det falder i god jord.

 

Jeg har på fornemmelsen, at jeg kunne have sparet nogle skift på min rejse. Have kørt længere med Airport Expressen, eksempelvis, havde jeg blot taget mig bedre tid til at planlægge. Men jeg er nu ret taknemmelig for at det netop var denne rute, jeg fik udstukket af de højere (søgemaskine-)magter. I min lejlighed er der ligeså køligt og trækkende, som Lundtoftes essay har varslet, der nok ville være. Der står også en vindblæser til brug på de varme dage. Det er helt efter (rejse-)bogen.

 

Jeg går i seng og vil i søvnen forsøge at vinde de ekstra seks timer døgnet har strukket sig – eksklusive den foregående nats sommertid – med en sær fornemmelse af på en gang at opholde mig i en kendt og total ukendt by. Det er alt sammen sket før, og nu sker det igen. Lige nu. Jeg ved, at jeg er her. Det er nok.